Haven

Skerrildgaard – have og park

Skerrildgaard ligger lige midt i naturen omkranset af parken med store græsarealer, gamle træer og bevoksning, som er hjemsted for fugle og vildt. Om natten kan man høre uglernes tuden og rævenes bjæffen, og i foråret høres fuglenes smukke sang.

Haven er ikke fint trimmet og nusset, her findes ukrudt og vildtvoksende planter, men helst under nogenlunde kontrol. Haven drives efter princippet om, intet fjernes fra området. Grene, løv og dét, der hakkes op, samles sammen i bunker og smides ind i hegn og bevoksning, hvor det styrker biodiversiteten og bliver til gavn for insekter og fugle.

Udgangspunktet for haven er, at vi forsøger at drive den som tidligere generationer gjorde – med bær- og frugthave, staudebed, blomsterbed og urtehave. Vi lever godt af alt dét, haven har at byde på.

Det gamle voldsted

Haven på Skerrildgaard er ældre end hovedbygningen. Den blev anlagt af Hans de Hoffman ca. 1750. Hofman har i en beskrivelse af Skerrildgaard skrevet: ”Så var der haven med seks anseelige lystkvarterer, 28 høje taks, 300 frugttræer, anseelige gange og hække samt en vandgrav omkring en holm med lysthus i to etager”.

Det var Hoffman, der byggede dette lysthus på øen, som tidligere menes at have været et middelaldervoldsted og er registreret som sådan. På voldstedet skulle der i middelalderen have været opført en tårnbygning og en stenstue, det faste tilflugtssted for gårdens beboere i ufredelige tider.

Voldstedet har for omkring 100 år siden været undersøgt af folk fra Nationalmuseet, som havde en formodning om, at der skulle have været en underjordisk gang til sidefløjen. De fandt dog ikke noget, og hvad den endelige sandhed om voldstedet er, vides ikke med 100 procents sikkerhed.

Levende fortidsminder

I 1998 havde Skerrildgaard besøg af en biolog ved navn, Bernt Løjtnant, der forskede i ”levende fortidsminder” fra middelalderen. Levende fortidsminder er planter, de fleste er indførte lægeplanter, krydderurter, giftplanter, farveplanter og tekstilplanter. Mange af dem kan i dag træffes vildtvoksende ved borge, slotte og herregårde, voldsteder, klostre og landsbykirker. Her kan de have overlevet i hundredvis af år.

Bernt Løjtnant fandt bl.a. dansk ingefær (køkkenurt), hulrodet lærkespore (bedøvelsesplante) og nikkende fuglemælk (køkkenurt). Andre gamle planter på stedet var guldnælde, fladkravet kodriver, liden singrøn, dorthealilje, skovforglemmigej samt italiensk og spansk skilla.

Han stødte desuden på vinbjergsneglen, som sandsynligvis stammer fra den katolske tid før reformationen i 1536, da snegle og fisk var det kød, som måtte spises i fasten.

Havens stolthed

I dag der i parken store arealer med træer og græs grænsende op til skovbeplantning mod nord, mens haven mod syd omfatter staudebed og grøntsagshave og blomsterbede.

Den store blodbøg på plænen foran hovedbygningen er havens stolthed. Den er plantet ca. 1912, da familien Tingleff købte gården, og markerer familiens overtagelse.